Agn til medefiskeriet

Maddiker
En af mine absolutte favoritagn er maddiker. Denne ikke særlige appetitlige agn kan være det rene gift. Faktisk så giftig, at den i nogle søer er forbudt at bruge! Fisket med flåd, hvor blyet sidder tæt på flåddet, så maddikerne har mulighed for at synke ned gennem vandet, er den en sikker vinder! Skift ofte agn og brug en lille fluekrog omkring str. 10-8. Agnen skal som vist på billede agnes i hudflappen. Ellers mister den saften meget hurtigt, og er i øvrigt svært at få til at blive på krogen.

Orm
Orm er en klassisk og altid velfangende agn. Den har den store fordel, i modsætning til andre medeagn, at den bevæger sig i vandet. Derfor kan den dog stadig forbedres væsentligt i fangstegenskaber. En kombination af f.eks. majs og orm er ofte en "killer" i uklart vand.
Benyt i øvrigt altid kun små eller mellemstore orm. Særligt nyudsatte fisk nipper ofte kun i de store "basser". Husk på ørrederne har levet det meste af deres liv af små foderpiller. For at sikre ormens bevægelighed skal krogen kun sidde i dens bælte.

Majs
Majs er en meget billig agn, og så kan den desuden skaffes hele året. Noget der kan være et problem for de to foregående. Den er nok bedst i selskab med en lille regnorm, men er særligt i uklart vand en fin agn i sig selv. Sørg for at majsen aldrig dækker krogspidsen, da fisken i så fald meget nemt vil kunne spytte krogen ud.

Powerbait
Powerbait er en anden vigtig agn, som fortjener et par ord med på vejen. I nogle søer er det faktisk den mest brugte agn til medefiskeri. De flydende varianter er særligt velegnede til bundsnørefiskeri. Fisket med et blylod på bunden kan man selv bestemme, hvor højt i vandet Powerbaiten skal "svæve". I uklart vand er Powerbait ofte et oplagt valg. Den er synlig, og udsender duftstoffer, hvilket gør den nem for fiskene at finde.

Powerbait
Rejer

Rejer og alle de andre
Har du styr på at bruge de fire ovenstående agn, så er du mere end veludrustet til medefiskeri efter put & take ørreder. Ellers kan man jo altid være kreativ og forsøge dig med rejer, græshopper, biller, dej, vingummier eller noget helt andet.

© Copyright P's Put & Take Side