Rapala logo

Rapala wobleren blev skabt tilbage i 30'erne af finnen Lauri Rapala. Det er en all-round agn, som kan bruges til alt lige fra hajer til aborrer - og altså også put & take ørreder. Alle woblerne bliver, inden de forlader fabrikken, testet i en vandtank for, om gangen i vandet er korrekt. Det er således ikke nogen tilfældighed, at de har fået ry for at være en af verdens bedst fangende woblere.

Rapala Fatrap

Udnyt dine Rapala'er optimalt
Fra fabrikken er wobleren udstyret med to kroge. En på midten og en bagerst. Dette for at sikre, at fisken bliver kroget uanset om den tager wobleren fra siden eller bagfra. I put & take søer kommer langt størsteparten af huggene imidlertid bagfra. Man kan således med fordel fjerne den miderste krog og i stedet montere en lidt større krog bagerst på wobleren. Kroge fra f.eks. Kamasan eller Comoran er ekstremt skarpe, og kroger godt. Ved denne operation undgår man desuden, at wobleren så nemt hægter linen. Man skal dog passe på med at vælge en for stor krog. I så fald vil man hæmme Rapala'ens lokkende gang i vandet og dermed dens fangstegenskaber.
Af samme grund skal wobleren altid bindes i en løkke-knude. Du kan på knude-siden se hvordan. Linetykkelsen har ligeledes stor betydning for bevægelserne i vandet og en så tynd line som muligt er at foretrække.

Størrelse og model
De bedste størrelser til put & take fiskeriet er udgaverne på 3 eller 5 cm. Lad modelerne på 7 - 9 cm fra havørredfiskeriet blive hjemme. De fanger ikke nær det samme. Regnbueørreder kan sjældent lide store agn.

Rapala Countdown

En stor fordel ved Rapala woblerne er, at man altid kan finde en, som netop er beregnet til den dybde, man skal bruge. Om sommeren passer de flydende Rapala Original perfekt, da de går både højt og livligt i vandet. Når det bliver koldere, kan man med fordel skifte dem ud med Rapala Countdown, Ratlin Rapala eller Fat Rap'en, som går dybere.
En anden mulighed er, at cirka en meter foran krogen at montere en tregangssvirvel med et blylod. Så kan man på den måde regulere fiskedybden for flydewoblerne. Desuden forbedre man deres mildt sagt ringe kasteegenskaber markant.

Farvevalg
Der er flere faktorer, man bør overveje, før man vælger, hvilken farve wobler man vil bruge. Er vandet klart eller grumset? Hvilken årstid er det? Skinner solen? Hvor dybt vil du fiske? Hvilke småfisk findes i vandet? Der kunne utvivlsomt føjes flere til listen, men yderligere 40 punkter ville sandsynligvis være mere til besvær end hjælp. Der er hellere ingen grund til at gøre valget af agn til nogen større videnskab. De ovenstående kriterier for agnvalg er jo nogle, som de fleste i forvejen bevidst eller ubevidst benytter sig af.

Et par tommelfingerregler er dog altid godt at følge. I uklart vand eller når fiskene er i gydedragt er særligt røde eller orange fluofarver altid gode. De kan ses, og måske opfatter hanfiskene dem som rivaler. Ofte hugger farvede hanfisk i hvert fald meget resolut.

Ratlin Rapala

Er vandet derimod klart, kan man med sindsro vælge woblere, som imiterer naturlige byttedyr. Mange bruger stærke farver selv i klart vand, men det er der egentligt ingen grund til. Ørreder har et ganske godt syn, og skal nok finde wobleren, selvom den hverken er gul eller orange.

For mere information om Rapala wobleren kan du besøge producenten Bluefoxs hjemmeside:

Bluefox


© Copyright P's Put & Take Side