Jeg er af sidens ophavsmand (Mr. P) grundet talrige opfordringer (faktisk kun 3 og en enkelt dødstrussel, samt et digt skrevet på toiletpapir) blevet bedt om at fortsætte denne episke lit de parade i mine lykkelige barndoms minder.

Jeg meddelagtiggjorde jer ved mit sidste indlæg i min første fisketur. Denne gang vil jeg bevæge mig nogle år frem i tiden. Jeg tror vi nærmer os '85, men det mest sandsynlige er, at denne anekdote finder sted i '84. Sovjetunionen kørte på højtryk. Reagan kørte på pumperne og Castros Cuba var (den gang som nu) materialisationen af Paradis ! Det var en dejlig tid.

Jeg vil denne gang gerne med læserne dele den fantastiske oplevelse, det er at fange en fisk. Som en ekstra gestus vil jeg ikke blot dvæle ved jagtens adrenalinpumpende sødme, men også give dig (kjære netsurfer (eller skulle jeg måske sige vandskiløber (nej vel !)) et tilbundsgående indblik i den delikate kunst, "at tilberede dagens fangst".

Jeg tror, at vi befinder os i efteråret. Himlen var stålgrå og vinden frisk fra vest. Vi befinder os i udkanten af den civiliserede del af verden, nærmere bestemt Bork Havn (ja altså ikke i selve havnen, men på nogle intermistiske bådebroer). Mit klassiske fiskeudstyr var blevet forøget med et vidunderligt Daiwa-hjul, som jeg den dag i dag stadig bruger. Der var også sket andre ændringer. Som alle jo ved, kommer forsigtighed med alderen, og jeg var nu sprunget fra den trofaste 0,25'er til en neonorange 0,35'er, der i en snæver vending også kan bruges til at bjerge lystfiskere med. Men dette var jo også havfiskeri (okay Ringkøbing Fjord, men det er da saltvand*).

Jeg missede mod den stærke blæst og forsøgte at danne mig et overblik over fiskevandet, hvilket ikke var så let, som det lyder, da jeg blev groft distraheret af min mormor, der i et desperat forsøg på at holde varmen havde tændt et mindre bål, og nu forsøgte at forklare en folk forbløffede fiskere, hvor deres net var blevet af.

Men en pligttro lystfisker lader sig ikke slå ud af verdslige skærmydsler, og jeg lagde an til udførslen af det stærkt overvurderede "sydafrika-kast" (også kendt under navnet "Apartheit-kastet" da det sender madingen til den ene side og krogen til den anden). Kastet blev en anelse forstyrret af, at jeg fik fat i en af fiskernes Syd-Vest, men ellers gik det glat.

Efter kun få sekunders indtrækning, var der bid. Da en Syd-Vest opbygger en betydelig vandmodstand, var jeg ikke helt klar over, at jeg havde bid, før jeg fik Syd-Vest'en på land og til min glædelige overraskelse så, at der i det ene hjørne lå en smuk torsk. Jeg fik hidkaldt min mormor, der var sluppet af med fiskerne ved at stikke dem en katon smugler-smøger, og gjorde hende med en graciøs håndbevægelse opmærksom på torsken.

Efter et par minutters forgæves stirren, lykkedes det hende at få øje på fisken. Hendes eneste kommentar var : "Den har sikkert været død i et par uger !". Jeg bestred straks denne lægmands udtalelse og krævede, at vi tog kræet med hjem til den nærmeste familie, der underligt nok gav min mormor ret i hendes nedværdigende udtalelse. Jeg forsvarede fiskens meget ubevægelige tilstand med, at den stadigvæk var i chok efter den voldsomme ophaling fra verdensdybet.

Desuden har jeg senere læst, at vidner ser det, de gerne vil se, og jeg er sikker på, at grunden til min familie ville fratage mig glæden ved den storslåede fangst var, at de ikke selv havde fanget noget lignende.

Min moder nægtede først at tilberede fisken, men efter en heftig insisteren fra min side, sagde hun : "Men så skal du også selv æde liget !". Fisken kom på panden og en ulidelig stank af petroleum bredte sig i vort så hyggelige sommerhus. Mens familien søgte tilflugt på en nærliggende terrasse, så jeg mit snit til at give naboens kat fisken. Sjovt nok så vi aldrig katten siden. Den er nok blevet kørt over. Det er jo en af de sørgelige ting, der sker hver dag på de danske landeveje.

Jesper Mulbjerg Gravers for P's Put & Take Side.

* P's Put & Take Side er imod censur, og har således ikke grebet ind over for dette udsagn, men Ringkøbing Fjord er brakvand.