Læsere, der igennem længere tid med stor sindsro har dvælet ved denne min klumme, trænger alvorligt til psykologhjælp, og burde desuden have bemærket at min fiskekarriere begyndte for efterhånden mange år siden. Derfor kan det synes marginalt mærkeligt, at vi skal frem til halvfemserne før den første ædelfisk måtte lade livet for at tilfredsstille min trang til at herske over liv og død, men det skal vi.

Dette drama, der nu skal oprulles for denne min trofaste læser (bemærk ental), finder nærmere bestemt sted i 1994.  Dronningen og hendes Prins var på besøg i vor store nabo mod syd, Esbjerg Kunstmuseum, der har sit hyr med at opbevare det lokale slagteris overskudsproduktion i udstillingslokalerne.  Clinton udtalte: "nothing ever happened".  Det var alt i alt en dejlig tid!

Det var en solmoden september, jeg var en måned forinden påbegyndt en uddannelsesmæssig tour-de-force på Skive Gymnasium, hvor jeg bekendtgjordes med eksistensen af P, hvilket senere skulle vise sig skæl-sættende for min fremtid.  Hvilket jeg dog ikke havde haft øje for på dette tidlige tidspunkt, i det, det var varmt og de spændstige unge pige var i klædt lette sommerkjoler, og med sommervindens hjælp kunne man tydeligt se (…).

Vi tilbragte i denne lyse og uforfalskede september en weekend på et feriested ved Ebeltoft, der var beklædt med det rammende navn "Øer", hvilket senere er navnkundig gjort i den hæsblæsende TV-føljeton "Miraklet på Mols". Deraf kunne man forledes til at tro, at denne klumme enten omhandlede hvalfangst eller at skribenten kunne trænge til at tabe sig. Ingen af disse antagelser har hold i virkeligheden; Denne hændelse indtraf før området blev udlagt til kursted.

Jeg stod denne nærmest teatralske lørdag i september på en mole eller nok rettere en bådebro, der eleverede mig en 1½-2 meter op over det nogenlunde rolige vandspejl.  Jeg stod i et hjørne af havnen, hvor der til venstre for mig løb en mindre kanal ud i havnen.  Mit udstyr havde taget adskillige kvantespring fremad siden mine første fiskeeventyr.  Jeg fiskede nu med en 9½ fods Silstar stang (ingen over - ingen ved siden af), mit trofaste Daiwa-hjul, som den læser, der er begavet med en hukommelse, vil huske med gensynsglæde fra tidligere eskapader, der findes beretninger om andetsteds her i cyper-space. Jeg havde dog smidt al form for forsigtighed ud med badevandet, for min neongule 0.35 line, var nu blevet filet ned til en nærmest gennemsigtig 0.20'er.

Jeg var iklædt en blå og hvid ternet skjorte med ærmerne smøget op til albuerne (det var lunt i vejret, som allerede flere gange antydet - så følg dog med!), et par uanselige benklæder af et denimbaseret materiale, ganske ordinære tennissokker (hvide, om jeg husker ret (hvilket jeg gør)).  Udenover mine hvide tennissokker var jeg fornuftigvis trukket i mine trofaste Viking røjsere. I mit bælte bare jeg min barberbladsskarpe Mora-kniv i læderfutteral, så jeg var veludstyret til at nedslagte eventuelle uheldige fisk.

Jeg lagde hårdt ud med et hjemmestøbt blik, som jeg egentligt aldrig har fanget noget på, men nu var det jo også en herlig dag, så hvorfor starte med at besudle den med friskfanget blod, hvis det kunne undgås?  Efter et par kast var jeg dog lettere uheldig.  Egentligt var det, når det kommer til stykket (hvilket det jo altid i sidste ende gør), Ebeltoft Pigegarde der distraherede og resulterede i katastrofen. Just overfor mig kom den nys omtalte garde forbi, og lige da jeg var i den afsluttende fase af mit kast, kom et lifligt, men noget pludseligt sommervindpust.

Dette vindpust greb fat i de unge pigers korte skørter og der åbenbarede sig frit udsyn til (…). Denne distraktion resulterede i, at mit ellers perfekt afstemte kast kom markant ud af kurs og fæstnede sig i lønningen på en på det tidspunkt ud af havnen sejlende fiskekutter. Bekendt med søsportens sikkerhedsråd anså jeg det for værende mere sikkert at gøre anskrig end at svømme ud efter mit håndgjorte blik med stor affektionsværdi.  Jeg forsøgte at skabe kontakt mellem mig og kutteren ved det i den internationale maritime ordbog så ankerkende, men ofte fejlfortolkede anråb: "Ohøj!".

Til orientering kan jeg oplyse om, at Pigegarden var forsvundet fra mit åsyn, og jeg nu kunne henlede min fulde og ædru opmærksomhed til lystfiskeriets oldgamle og ikke desto mindre ædle kunst. Mit internationale anerkendte anskrig vakte ikke megen opstandelse på kutteren, der bar navnet "Maren - Ebeltoft", jeg begyndte på dette tidspunkt at få en senere bekræftet forudaning om, at det jeg havde kroget, ikke var nogen almindelig kutter. Det gik op for mig, at den manglede respons på mine gentagende efterhånden noget desperate "ohøj!"-råb (kutteren sejlede ikke hurtigt, men alligevel mindskedes mængden af min line hurtigt), efter al overvejende sandsynlighed skyldtes at jeg stod overfor et spøgelsesskib, en dødssejler!  Ebeltofts svar på den Flyvende Hollænder eller måske rettere Marie Celeste! 

Nu var der kun en ting at gøre, når kutteren ikke ville stoppe, måtte jeg stoppe kutteren!  Jeg stemte mine Viking røjsere str. 45 mod de algebegroede moleplanker, spændte alle de svulmende muskler i min krop, og spændte bremsen endnu et par omgange.  Indledningsvis var det undertegnede, der havde overtaget, men efter adskillige sekunders kamp fik den overjordiske (eller rettere oversøiske) kutter overtaget over den sædvanligvis meget jordbundne lystfisker, linen spændes, stangen fleksede som en ostehøvl og det krævende nærmest umenneskelig styrke at undgå den ensomme grav på havets bund. Så sprængtes linen, og jeg priste mig lykkelig for mit valg af den noget tyndere 0.20. Hvis jeg ikke var fraveget 0.35'eren, var jeg sikker som en anden Kaptajn Ahab ("Kald mig Ishmael"), til evig tid blevet trukket i dybet af spøgelseskutteren, i dens evindelige jagt på den store torsk!

Nu havde jeg mistet mit blik, og jeg havde ikke mange valgmuligheder. Jeg blev nød til at vælge et nyt agn.  Jeg havde stadig ikke lyst til at fange noget, så hvad skulle jeg dog vælge?  Nede i hjørnet af min noget overdimensionerede grejkasse, lå en lille undselig Mepps spinder, med et smalt blad med rød refleks.  Jeg smilede og tænkte, at den ville være lige så uegnet til at fange fisk som mit håndsmedede blik, og fæstnede den for enden af den nu noget kortere 0.20'er. Efter nogle få prøvekast, hvor jeg overbevidste mig selv om, at Mepps'en var lige så ubrugelig som en øloplukker på et missionshotel, skete der noget.

Ud af den før omtalte kanal til venstre kom en såkaldet vandcykel cyklende (eller hedder det sejlende?). Normalt tiltrækker den slags fartøjer sig ikke min opmærksomhed, men i dette tilfælde blev den ført af to nydelige, om end noget kraftige, unge tyske jenter, i let sommertøj.  Nu skulle man være en slog, om ikke man forsøgte at imponere disse nydelige eksempler på, hvad tysk kogekunst i en tidlig alder kan føre til. Så jeg droppede det almindelige overhåndskast og lagde an til et Sydafrika-kast.

Den stadig vågne læser vil bemærke at Sydafrika-kastet er udviklet til kast med padre-nostre forfang, men jeg var dybt ind i min sjæl overbevist om at, de tyske jenter ikke var vidende om dette, og et vel udført Sydafrika-kast ser nu engang ganske graciøst ud, så det ville virkeligt virke vildt imponerende. Nu skete der det, at der kom et mindre vindpust i den kritiske fase af kastet, og for at undgå en muligvis fatal ulykke måtte jeg afbryde kastet og Mepps'en kom kun en 2-3 meter ud i havnebassinet.  På grund af at kastet blev afbrudt før kraften var overført til stangen slog spinderen ned med en overvældende kraft, der resulterede i en større vandkaskade.  Det havde dog den lykkelige effekt at gennembløde de to tyske jenters tynde sommerbluser, så man ganske tydeligt kunne se(…).

Efter få øjeblikkes åndenød halede jeg hjem på linen, og så kom hugget! En ordentlig krabat!  Jeg halede den målbevidst på land - en ganske gennemført lækker regnbueørred. Nu kom så problemet pga. ørredens enorme størrelse og utæmmelige kraft måtte jeg kaste mig over den og holde den fikseret mod bådebroen med al min kraft og vægt.  Jeg kunne nu ikke komme til at aflive fisken på en dyreetisk forsvarlig måde og imødeså et polititilhold. Da dukkede en frelsende engel op; Tamburmajoren fra Ebeltoft Pigegarde havde set mine svære vanskeligheder, og kom løbende med sin tamburstav med hvilken, hun gentagede gange og med stor kraft slog den stadigt sprællende fisk i hovedet. Efter aflivningen så hun beundrende på mig med stor brune dådyr øjne og begyndte langsomt at knappe(…).

Jeg håber, læseren nu har fået et indblik i, hvilken tilfredsstillelse det kan være at bjerge en ædelfisk fra havedybdernes grå grumsede favn, og takker ærbødigst for den udelte opmærksomhed.