Nedfældet trods en alkohol svækket hukommelse af den forhenværende litteraturhistorie studerende Jesper M. Gravers.

Denne lille anekdote (gammel historie uden en egentlig pointe) udspiller sig i min glade barndom. Det var før verden gik af lave. Himlen var altid blå, der var metervis af sne om vinteren, Sovjetunionen eksisterede stadig, og Ronald Regan var præsident i USA. Alt i alt en vidunderlig tid!

Jeg tror, det var om foråret i 81 eller 82. Stedet var Sverige, nærmere bestemt en mindre sø i Älvborgs Län. Jeg husker det, som var det 16 år siden, da jeg stod på den svagt skrående sandstrand. Selvom det var forår, havde gamle Fader Vinter ikke helt forladt os endnu. Derfor var jeg så indpakket i huer og vanter, som kun en lille dreng kan være det. I min meget behandskede hånd holdt jeg min helt egen fiskestang. Den var gul, sandsynligvis lavet af stål, med et sort malet træhåndtag (jeg har stangen endnu, og den kan besigtiges mod betaling). Hjulet var et lille Shakespeare 2002. Linen er jeg derimod en lille smule usikker på, men jeg fornærmer nok ingen ved at sige, at det var en 0,25´er (det var meget brugt i de gode gamle dage).

Nå, men jeg stod altså der, og var klar til at kaste ud. Nu, kjære læser, ved jeg ikke hvilke erfaringen, I har med at kaste ud med hænder, der er iklædt 2 par fingervanter og et par hjemmestrikkede luffer. Jeg skal nøjes med at konstatere, at det ikke er let, men ud kom blinket (der vidst nok var købt hos Yde Grej - datidens grej-guru). Det var et af mine gode kast, og blinket kom både 2 og 3 meter ud ! Min mormor (der af sikkerhedshensyn havde taget opstilling et stykke væk) mumlede noget i retning af : "Det var fint lille Jesper. Skynd dig nu at fange en fisk, så vi kan komme hjem og få frikadeller". Jeg takkede med en nonchalant håndbevægelse - Jeg kunne ikke sige noget, da jeg havde fået mit halstørklæde i munden.

Jeg begyndte nu med rolige bevægelser (min flyverdragt opfordrede ikke ligefrem til de helt store bevægelser) at hale blinket hjem. Ganske uventet gav det et enormt ryk i fiskestangen, og jeg måtte mobilisere alle mine kræfter for ikke at blive hevet ud i det mørke vand. Gennem mit halstørklæde forsøgte jeg at advisere min mormor, men hun havde søgt ly under et forblæst grantræ i et forsøg på at tænde en smøg, så der var ikke meget hjælp at hente.

Jeg rettede nu min fulde koncentration mod fiskestangen. Mit hoved var fyldt med tanker om hvilket mægtigt dyr, der måtte befinde sig i den anden ende af linen. Min første indskydelse gik på, at der måtte være tale om en flodhest (hovdyr af familien Hippotamidae), men min logiske sans og allerede den gang store viden sagde mig, at det ikke kunne dreje sig om et sådant dyr, da de allerede forlængst var trukket sydpå.

Næh, det ville være mere logisk, hvis det drejede sig om en elg (hjorten Alces Alces), så jeg blev hurtigt enig med mig selv om, at der var tale om en sådan.

Jeg skal spare læseren for de intime detaljer i fighten og springe direkte til landings-øjeblikket. Det var her, det gik galt, for netop, som jeg var ved at tvinge det store dyr ud af vandet, blev linen pludselig slap. Da jeg fik halet det sidste stykke hjem, fandt jeg ud af hvorfor. Elgen havde været meget løst kroget. Faktisk havde krogen kun haft fat i elgens ene sok (rød og helulden), og desværre havde elgen fundet ud af dette, og skyndt sig at smide sokken før det var for sent.

Der stod lille jeg udsat for familiens spot og spe, for der var ingen der ville tro historien om mit "elg-hug". Derfor vil jeg inderlig bede folk, der er på besøg i Sverige holde godt udgik efter en elg iklædt kun 3 røde sokker. Oh hvis de ydermere vil være så venlige, at fotografere denne elg vil jeg være dem yderst taknemmelig.

                                                Petri Heil