Min første fisketur - Opus 2

Tiltænkt som en stille hyldest til den alt for ofte oversete helgen : Sankt Petri (Lad fiskeynglen komme til mig !). Jeg skal gøre opmærksom på, at vi viser teksten i widescreen-format).
Forfatteren informerer : Min mormor har af uransagelige grunde fået mig et polititilhold på halsen.  Grundessensen i dette tilhold er, at hvis jeg undlader at udlevere min mormors fortidige eskapader, vil hendes ny venner fra Station 1 undlade at "tabe" et koncertflygel af mærket "Hornung & Møller" på mig. Den omtalte slægtning vil altså ikke fremover være at finde på disse sider. Forfatteren kan kun beklage det skete og håbe, at der ikke vil tilstøde ham noget.

Hej kjære trofaste læser !  Det er mig igen, klar til at berige dit liv med hæsblæsende aktion, rappe replikker, moderne musik, uhyrlige uhyrer, mystiske mænd fra rummet og umotiverede bryst billeder af smukke piger i bikini!  (Læg vel mærke til den "unge" stil !  Dette stilskifte er fuldt ud tilsigtet, da vi i lighed med en konkurrerende publicservice-formidler (TV-2 (der er tale om tv-stationen og ikke den aldrende pigtrådsgruppe)) har oplevet en drastisk nedgang i seere (i vort tilfælde må det i sagens natur være vore ungdommelige venner, netsurferne!). En nedgang som er konstateret af vores alle sammens utroligt trendy og hippe webmaster Fat Boy "P".

Helt umotiveret bikini-billede

Nedgangen er blevet forværret siden den første fisketurs historie blev publiceret, og mine epos kunne ifølge min hawaiianske kropsmassøse (Miss Jenny) godt trænge til en let oppiftning så : Let´s go ! (Eisenhover på D-Dagen)) :


Grindsted 1982, kl 15.47 (sommertid). Fiskeagent Gravers, med det væmmelige tilnavn Ymer X, sneg sig langsomt langs ligusterhækken med et lille fiskenet. Lidet var beboerne klar over at efter i dag, ville intet være helt det samme!! Fiskeagent Ymer X havde fra undercover fiskeagent Uhu fået at vide, at Monster-gedden (Esox-kalorisus) var spottet i Grindsted Å i umiddelbar nærhed af demokratiets højborg, Grindsted Rådhus!  Hvilke katastrofale følge ville det ikke have hvis Gedden slugte rådhuset?! Gedden var jo notorisk berygtet for, at have taget en forsvarlig bid af Lolland!!!!!


Det var med andre ord ikke et sekund at spilde. Hele kommunens skæbne lå i fiskeagent Ymer X´s unge hænder!!!!!! Det største problem var at snige sig forbi den kvindelige gartner, der huserede på grønsværen omkring åen.  Dette problem løste sig dog hurtigt, da en forbi passerende kommunalpolitiker ganske uopfordret gav sig til at smøre hendes ikke særligt påklædte, men utroligt velplejede krop ind i salatolie. Dette optog dem et kvarters tid, og det var tid nok til at Ymer X kunne komme over græsplænen i en serie smukke rullefald og nå at gemme sig forsvarligt i en klynge siv.

Relativt motiveret gedde-billede

Videnskaben mener, at der er en sammenhæng mellem Grindsted Værkets umådeholdende udledning af C-vitaminer i åen og geddens størrelse (Hey kids!! Say NO to drugs!) I dette øjeblik hørtes en meget uhyggelig melodi og silhuetten af den enorme fisk aftegnedes i den oliefilm der dækkede overfladen. Med rystende hænder, slog Ymer X sit kraftige skulderlange hår væk fra øjne og gjorde sig beredt !  Han hævede koldt og fattet nettet.  I det samme Gedden var inden for rækkevidde sænkede han nette ned foran fisken !!!! (DADA-DAAAAAAAAAAA)  En gysen gik gennem fiskeagenten, nettet var for lille!!!

Det var kun de første 20 cm af den meget la-a-a-a-a-nge fisk der "gik" i nettet.  En iskold bjergstrøm oksede ned at Ymer X´s rygstykker og panikken begyndte at brede sig i hans ellers smukke og velplejede ansigt !!! Nu skete det der ikke måtte ske !  Fiskeagentens patenterede Viking-gummistøvler begyndte, trods den store bæreflade, at synke i dyndet !!! Gedden slugte uden besvær det lille net og begyndte langsomt at æde sig igennem brikken for til sidst, at kunne konsumere Ymer X´s atletiske og solbrændte krop ! Oppe på land havde den kvindelige gartner fået øje på det frygtelige skue og sønderrev fortvivlet sine sparsomme klæder.

Pludselig gik der en hidtil ukendt plant for Solen, og et besynderligt og ujordisk fartøj svævede lydløst over gedden. Nu var rollerne bytte om, for gedden blev frygtelig angst og forsøgte at komme ud på dybt vand, men den sad fast ! Et lysglimt på 784634 lux oplyste hele Grindsted og dele af Sønder Omme, og blændede samtlige øjenvidner til skuet.  Da lyset forsvandt var solen ikke længere gemt, og rumskibet (UFO'en om man vil) var væk og endnu bedre : Gedden var også forsvundet, tilsyneladende taget til fange af en fremme civilisation, der sikkert vil udføre umenneskelige forsøg på den (Støt kampen mod forsøgs dyr - slip en bæver løs i dag !).

Meget motiveret UFO-billede

Selv om det tegnede til en happy end, var ikke alle problemer løst.  Ymer x sad stadig uhjælpeligt fast i det lumske dynd. Men når nøden er størst er farmødre nærmest.  Hidkaldt af den meget virak var Ymer X's farmor tusset ned til åen for at se, hvad der gik for sig. Denne gamle, kloge kone fra Fakkegrav så straks, at der var tid at spilde, så i stedet for at hjælpe Ymer X gav hun sig til at fortælle om den gang, hun fiskede suder i hendes morfars dam.

Ymer X, der nu stod i mudder til knæene, så sig nødsaget til at afbryde den ellers meget venlige ældre dame, med et anskrig om hjælp. Med et "ja-ja da" traskede farmoderen ud i mosen og halede sit barnebarn ind på tørt land, hvor den kvindelige gartner i mellem tiden havde set sit snit til at besvime. Denne pludselige besvimelse havde resulteret i at en ansat fra teknisk forvaltning (ved navn Jørgensen) gik i gang med mund-til-mund metoden. Alt dette tog Ymer X sig ikke af, for han havde bemærket, at det trak fælt om anklerne. Da han kikkede ned bemærkede han at hans trofaste gummistøvler var blevet ude i sumpen. Men til alt held var de biologisk nedbrydelige (Bevar naturen - sylt et egern!). Ymer X kunne vel tilfreds gå tilbage til sin hemmelige kommandocentral indtil næste katastrofe truede verden !!!


Denne histories morale er: Hav altid en farmor på Dem. Man ved aldrig hvornår, en sådan kan blive brugbar !




KGP