Nok har jeg mange gange (fire i alt - nogen utaknemmelige niddinger vil nok sige fire gange for mange, men dem om det) berettet om fantastiske hændelser i både danske og udenlandske fiskevande. Det har ikke skortet på hverken brak⁽¹⁾ - eller ferskvands-oplevelser, men nu skal der nye geddeboller på bouillabaissen. Som De kære tålmodige læser har måttet sande, så er Deres overtegnede en inkarneret mede- og spindefisker. Onde tunger (tilhørende en af de ovenstående nævnte niddinger) vil måske påstå, at Deres undertegnede (som ingenlunde selv er en nidding) ikke er nogen af delene, og ikke engang tilnærmelsesvis kommer tæt på at imitere sådanne. Men hvis Biblen ikke har lært os andet, så har den da lært os ikke at lytte til falske profeter, samt ikke at begære æsler i fuld offentlighed. 

Det er nu tid til en lille erkendelse (og nej det har intet med æsler at gøre...). Denne mede- og spindefisker er ikke så inkarneret, som jeg lejlighedsvis har givet udtryk for, men derfra og så til at give de falske profeter ret, er der længere end som så (3 tyske mil, for at være eksakt)!  Nej, det skal afsløres her, at jeg fra tid til anden, og kun på for offentligheden svært tilgængelige steder, har praktiseret fluefiskeri!! Dette udsprang af, at Deres undertegnedes (såvel som mange andres) lystfisker-bibel/koran/tora er Paul Wellendorfs⁽²⁾  "Alle Drenges Fiskebog". Det kan ikke undre nogen (måske en enkelt nidding), at bogen på side 43 starter med kapitlet "Lars køber fluestang og lærer at kaste"⁽³⁾.

Kapitlet fortæller den gribende historie om, hvordan Lars sælger sin arbejdskraft til en udbytter, der eksploiterer arbejdskraften til at tilføje sine produkter merværdi. Lars sætter sine pengene ind på sin sparekasse bog, og får (trods latterligt lave renter) derved skrabet penge sammen til det rette udstyr.

Da jeg læste dette kære læser (og jeg håber med dette epos at kunne inspirere andre), udvidede jeg straks mit lystfisker arsenal med en 9½ fods, enhånds olivengrøn fluestang (lettere brugt og noget anløben) samt et uklassificeret fluehjul med to liner, begge i en beige nuance. Hvorfra jeg fik pengene angår kun Bagmandspolitiet. For at gøre som Lars, begyndte jeg at binde mine egne fluer. Jeg søgte råd i den omhyggelige liste, der angives på siderne 55-57, men kunne ikke finde nogen, der passede mit sejlersind⁽⁴⁾.

Så jeg eksperimenterede selv og opfandt derved en flue, der ikke havde den store lighed med nogen form for dyr, der kunne tænke sig at opholde sig i umiddelbar nærhed af vand, måske lige bortset fra en dygong⁽⁵⁾ efter hvilken den blev opkaldt.  Det eneste, der var lidt besværligt ved bemeldte konstruktion, var at vægten og størrelsen af fluen resulterede i visse kastevanskeligheder, der skulle vise sig skæbnesvangre.

Jeg valgte en dejlig dag til at udføre mit første fluefiskeri-eksperiment, og den skulle forløbe efter den Wellendorfske metode (s. 45-49). Dog lagde Wellendorf og Lars ud med at øve på en braklagt og mos-ramt græsplæne.  Nu var jeg nok novice ud i fluefiskeriet, men mig skal man ikke forsøge at binde mig på ærmet, at der ligger latente fangstmuligheder og lurer under en dårligt holdt græsplæne, bortset fra muldvarpe og muligvis kåde koi-karper på afveje. 

Jeg lastede derfor resolut mit fluefiskegrej i en ældre udrangeret brun barnevogn, sammen med en forsvarlig madpakke og noget drikkeligt samt en snack hvis nu jeg skulle blive brødflov mellem kastene. Jeg ankom i monumental stil til mit hemmelige fiskested lidt sønden for Jernbanebroen (her er der mulighed for en lille bifangst, såfremt en selvmorder går på krogen, og han har penge på lommen). Dog var jeg allerede en anelse brødflov, da jeg undervejs på rejsen havde indtaget det meste af min fødevarebeholdning, og således udsultet overvejede om jeg skulle afblæse fiskeriet og komme tilbage senere med tilstrækkelige forsyninger. Men nej, jeg valgte at trodse mine skrigende tarme og påbegynde fiskeriet.

Jeg stillede mig i luv side af bemeldte å og tog stangen i hånden (Nej, ikke den stang. Jeg troede lystfiskere var pæne og anstændige mennesker uden den slags smudsige tankegang, fy skam dig! Tag et koldt bad og hold op med at tænke på æsler før læsningen fortsættes!).

Jeg slog op i min medbragte "Alle drenges fiskebog" på side 45 og sørgede for, at jeg holdt stangen som på tegning A anvist.  Da dette i det store hele nok kunne være bedre, men heller ikke var helt ved siden af, gik jeg videre til tegning B. Jeg havde nu både en og to meter line i bevægelse over mit hoved. Med en nonchalant håndbevægelse lod jeg venstre arm hvile langs mit ditto ben, og bladrede resolut videre til side 46-47. Mens jeg studerede, hvordan man kommer fra stadiet, hvor fluen er oppe i luften, til stadiet hvor fluen er våd og behængt med en fisk, legede den frimodige kastevind som Skive/Karup Å er så notorisk berømt for med siderne i bogen. Jeg endte således på side 91, hvor en underskøn fisker-babe (og nej det var ikke Helena Kristensen) tronede frem. En ung pige i trenchcoat (hvilket kunne indikere at billedet er taget kort efter krigen), hvis øjne sad alt for tæt sammen, og det ene øje lidt højere end det andet og hvis mund er for stor. Hun havde (tydeligvist inspireret af Dronning Margrethe II) viklet et køkkengardin af ældre dato om sit korngule hår, og i sin feminine, spinkle og hjerteknusende sensuelle hånd holdte hun kompetent en 2 kg's aborre.

Her ville en freudiansk analyse være på sin plads - hvem der blot var den aborre, men det vil De, kære læser, blive sparet for til en anden god gang! Naturligvis forbedrede dette erotiske skue ikke mit kast, og netop da jeg så, at det var ved at gå galt, forsøgte jeg at kompensere ved at kaste min spinkle krop ind i et konvulsivisk forsøg på at ændre kastet til mit signaturkast: Sydafrika-kastet! Det lykkedes delvist, og halv succes er som bekendt fuldendt fiasko! Det lykkedes mig at afbøde de mest åbenlyse farer ved et forkert udført fluekast (afrevne lemmer), men ikke at afhjælpe, hvad der derpå skete.

Jeg kan lige så godt sige det uden faldballader og andet unødigt omsvøb (hvad jeg i øvrigt ingenlunde har for vane): Jeg krogede en ko i bagkastet!  Og hvilket fint eksemplar af racen det var!  En nydelig Jersey i sin bedste alder, og krogen sad solidt, lige midt i det, der alment blandt slagtere og andet godtfolk jævnligt og uden blusel benævnes "mørbraden".   Jeg borede mine kække, grønne Viking gummistøvler ned i de på brinken aflejrede sedimenter fra den forrige Mellemistid, og havde bedre chance end nogensinde før for at lande en Jersey ko på en hjemmespundet vådflue.

Jeg var klar over, at der var mulighed for at komme i avisen med en hin fangst, da dens træk i stangen indikerede, at den var flere kilo over den tidligere rekord, så jeg kæmpede det bedste, jeg havde lært, men pludseligt så jeg min fangstlykke spoleret!  På grund af koens agiterende kamp-skrig og forsøg på at bisse, havde en opskræmt hundelufter ringet til landmanden (Gårdmand Bjørn, hvis jeg ikke tager helt fejl). Han havde af en eller anden mærkelig grund ikke ringet til Fiskeavisen eller endsige medbragt et fangstnet så vi i fællesskab kunne bjerge koen - magen til ubetænksomhed hos den almene landbruger nu til dags. Hvad lærer de nu om studer på Landbohøjskolen?   I stedet for havde han allieret sig med landbetjenten, der heller ikke havde været så forudseende at medbringe et net, en gafkrog eller i det mindste noget barbecuesauce.  Jeg kunne måske have overtalt den tililende mængde til at have hentet et landingsredskab, hvis ikke tre purunge piger og en gammel gris fra "Pornofritmiljø", uden forudgående varsel, var kommet oksende ud af et buskads for at konfiskere "Alle drenges fiskebog" idet de fandt billedet side 29 (med underteksten "Drengene hjalp hinanden") var af en homo-erotisk karakter, der ikke kunne tolereres. Ligeledes var billedet side 65 forestillende en ung purk med tophue, siddende med en 4 kg's bækørred i skødet med billedteksten: "Den brækkede hans stang" også aldeles uacceptabelt.  Jeg besluttede mig, mødt med af denne umenneskelige overmagt, for en hastig retræte fra åstedet (å-sted i mere end en forstand - hø hø!). Dette ubekvemme hastværk betød, at jeg ikke havde tid eller lejlighed til at bortfjerne bevismaterialet (dygongen) fra kreaturet (men der er ofre i enhver krig - specielt i Krim-krigen!) og jeg således aldrig fik landet min ellers helt og aldeles sensationelle fangst.

(1) I stand corrected (cf. tidl. indlæg)
(2) Desuden forfatter til "Let Spind"
(3) 1965; J. Fr. Clausens Forlag; København
(4) Nr. 190 i Højskolesangbogen, "Blæsten går frisk over Limfjordens vande" vers 4, linje 4
(5) En søko (Halicore el. dugong dugong), der lever langs kysterne af det Røde Hav og det Indiske Ocean mod øst til Australien, og som kan nå en længde af 4-6 m.