Den næste episode involverer et hug fra en regnbueørred på størrelse med en mindre Volvo (ikke en S40/V50 type Volvo, men mere en i stil med den ældre 343'er.). Jeg stod og fiskede fra en tilfældig plads ved søen. Det var sidst på eftermiddagen, og det var på tale om at holde inde, og gå tilbage til hytten og indtage et fiskeløst aftensmåltid. 

Da stander vi i våde! Og jeg får et hug, dybt nede, tungt og solidt. Jeg havde på det tidspunkt skiftet Mepps'en ud med en Beneton spinner, og jeg havde dermed taget den spinner, jeg mente det var mindst sandsynligt at fange selv en nærsynet ålekvabbe med. Den har boet fast i min grejkasse i over 15 år, og har aldrig fanget mig en fisk. Og den havde ørreden taget, som om der ikke var nogen i morgen. Tung som en hest, som man kunne havde ønsket sig, kom den nærmere og nærmere undertegnede.

Da fisken var oppe og vende i overfladen, så jeg, at den med al sandsynlighed havde slugt spinderen. Dette, der skulle havde været mit Austerlitz, blev i stedet mit Waterloo. Thi da jeg forsøger at kane fisken op på land, bidder den satan snøren over, og ligger kortvarigt i overfladen, hvor jeg desperat kaster mig efter den, men forgæves. Med et slag med dens enorme hale, var den væk. Uden at overdrive tør jeg godt betro læseren, at den var djævel-dundrende stor. Den største jeg nogensinde blot har været i nærheden af at fange. Løst anslået omkring de 4-5 kg (O.K, så Volvo-allegorien var måske lidt overdrevet, og hvad så?!).

Vi besluttede nu at fiske et stykke tid mere, og besynderligt nok besluttede alle de tilstrømmende familiemedlemmer, at det bedste sted at stå var lige op og ned af mig. Jeg behøver vel ikke fortælle at ingen af os fangede noget, der fortjener at blive nævnt.

Den sidste episode har egentligt kun marginal fiskerelevans, men den kommer med alligevel. Som sagt handler den ikke direkte om fiskeri, men om en fiskeri-relateret hændelse. Ser du kære læser, ved denne svenske skovsø var der udlagt brædder, så man ikke sank ned i det bundløse tørvemos, og derved forøgede chancen for om 2500 år at kunne genopstå som en ny Grauballe-mand. På disse brædder var der nogle behjertede svenskere, der havde placeret brændeknuder (stykker af en træstamme, jeg er ikke helt på det jævne med det gængse fagudtryk, indsend det venligst på ovenstående e-mail adresse), som man kunne sidde på, og da jeg på anden dagen egentligt var ganske træt i benene, besluttede jeg mig for at benytte mig af dette tilbud. Jeg havde lige kastet ud, og ville sætte mig mens spinneren (jeg husker ikke hvilken - se det er da ærlighed) langsomt sank mod bunden. Så jeg satte mig, men det gik ikke helt som beregnet. Thi brændeknuden (eller hvad det nu hedder) stod halvvejs ude over et af brædderne, der udgjorde fiskepladsen Det bevirkede, at den bevægelse, der ellers skulle være stoppet ved min kontakt med stubben fortsatte, med det resultat at jeg langsom gik bagover. 

Desperat forsøger jeg at undgå dette fald ved at vifte med arme, ben og fiskestangen, som jeg af en eller anden grund klamre mig febrilsk til. Da jeg ser, at alt håb er ude, og har forliget mig med faldet, når jeg med venstre hånd at rykke i remmen til min kamerataske så jeg ikke lander oven på den, og så falder jeg som en død hest.  Nu ligger jeg så der på ryggen på nogle brædder. Mit hoved landede ubehageligt tæt ved noget ildelugtende mosevand. Min fiskestang stå lige op i luften, og det samme gør mine ben idet træstubben (eller hvad det nu hedder) er rullet op mod mine ben, så jeg ikke uden videre kan få dem ned eller stubben væk. De omkringstående familiemedlemmer udtrykker ikke på nogen måde deres medfølelse eller tilbyder deres hjælp, men har travlt med at more sig over min ulykke.

Det var så kære læser en sanddru lystfiskerhistorie, og jeg kan love, at det ikke skal gentage sig i den nærmeste fremtid. Men man lærer ikke noget ved ikke at tage chancer - der er sandhed i det gamle ord: "Den nemmeste måde at gå på vandet på, er ved hele tiden at tage små skridt"!

Med disse ord slutter jeg denne beretning. Knæk og Bræk derude!