Release Information
Instruktør: Christoffer Boe
Premiere: 14. marts 2006
Spilletid: 88 min.
Handling
Efter 10 år i udlandet vender den berømte pianist Zetterstrøm (Ulrich
Thomsen) hjem til Danmark for at give en koncert, der skal fejre den
mystiske Zone – et lille område midt i København der er lukket for
omverdenen. Zetterstrøm har ingen erindring om sin tid i Danmark, og
først da han bliver kontaktet af en budbringer fra Zonen sættes han i
forbindelse med sine minder og dét, der fik ham til at forlade
København: et forlist kærlighedsforhold. Zetterstrøm drager ind i Zonen
i håb om at få sin fortid og kærligheden tilbage, men mister i stedet
sin evne til at spille. Zetterstrøm må nu gøre op med fortidens
fejltagelser for at vinde kærligheden og sit talent tilbage.
Picture copyright © SF-Film |
Anmeldelse
Ordet ”allegro” kan bedst oversættes med muntert og livligt, og betegner
ydermere et musikstykke i hurtigt tempo. Filmen Allegro er
imidlertid hverken munter eller livlig, men et abstrakt drama fortalt
med en blanding af finurlige billeder og sælsom humor. Instruktør
Christoffer Boe skrev filmens manuskript i selskab med komikeren Mikael
Wulff, og sidstnævntes ret specielle sans for komik, som de fleste nok
kender fra DR2 showet WulffMorgenthaler, skinner kraftigt igennem
i filmen.
Abstrakt drama og finurlig humor er ikke nemme størrelser at forene, og
det lykkes heller aldrig Allegro at finde en fornuftig balance
mellem dem. Filmen handler om den forknyttede og lidt bitre pianist
Zetterstrøm spillet af Ulrich Thomsen, der vender hjem til København for
at spille en koncert til ære for ”Zonen” – et mystisk aflukket område i
København som ingen kan komme ind i. Rollen som den forknyttede mand er
på mange måder typisk for Ulrich Thomsen, og reflekterer også det
renomme, som han har i den danske offentlighed.
Picture copyright © SF-Film |
Helena Christensen rolle som
Zetterstrøms ungdomskæreste bygger ligeledes på offentlighedens billede
af hende, og med hendes eksotiske og melankolske skønhed så fremstår hun
mere som et symbol end en egentlig figur i filmen. Da Allegro
havde premiere, var ikke just mange roser den danske anmelderskare havde
tilovers for hendes skuespiltalent, men det bygger på en misforståelse
af hendes rolle i filmen. Hun er i virkeligheden kun en erindring i
Zetterstrøms hukommelse, og hendes tilsyneladende passive fremtoning er
en konsekvens heraf.
Men en film med to hovedpersoner, hvor den ene er en excentrisk træmand,
og den anden kun en erindring i den førstes hukommelse, det skaber
uundgåeligt en distance til publikum, som Allegro har meget svært
ved at håndtere. Tilsætningen af tegnede sekvenser og Henning Moritzens
alfaderlige fortællestemme gør kun filmen endnu mere fjern, og selvom
Allegro nok er en flot og anderledes oplevelse, så ender man med at
føle sig som tilskuer til et billedepos, som man egentligt er ret
ligeglad med, hvordan vil ende.
Picture copyright © SF-Film |
Lyd & Billede
Billedkvaliteten på DVD’en er det som sådan svært at sætte en finger på,
men filmen er optaget med nogle mørke og kornede billeder, så det er
ikke ligefrem en DVD, man kan bruge til at teste sit anlæg.
Lydsporet har god dybde, og der er en fin brug af surround effekter.
Lydformat: Dolby Digital, DTS 5.1: Dansk
Billedformat: 2,35:1 Anamorphic Widescreen
Picture copyright © SF-Film |
Ekstramateriale
Det er et overraskende omfattende ekstramateriale, der følger med
filmen:
Disc 1:
• Kommentarspor med filmanmelderne Christian Monggaard & Morten Pihl: Et
originalt og anderledes kommentarspor hvor Christoffer Boe har overladt
det til to anmeldere at bedømme filmen. De kommer med mange interessante
betragtninger, og får givet deres bud på, hvorledes Allegro og
Boes forrige film, Reconstruction, bygger videre på danske og
udenlandske inspirationskilder.
• Snapshots fra Allegro (9 min.): En lidt uorganiseret samling af
klips fra optagelserne.
• Chat mellem Boe og Claro (21 min.): En spændende diskussion af filmens
konstruktion, de to hovedroller og hvordan publikum opfatter historien.
Kort sagt en glimrende introduktion til Christoffer Boes tanker med
filmen. Desuden fortæller han, at filmen oprindeligt indeholdte en scene
med Jørgen Leth, der fortalte om, hvordan ”zonen” i sin tid var hans
inspirationskilde for sine digte. Desværre er Boe imod at inkludere
slettede scener på DVD’er, så man må nøjes med at høre ham fortælle om
den.
• Plakatgalleri & Boes pix
Picture copyright © SF-Film |
Disc 2:
• Chat mellem Boe & Wulff (30 min.): En meget flagrende samtale over
internettet mellem Christoffer Boe og Michael Wulff, der handler om alt
mellem himmel og jord, og er lidt for indforstået til, at den reelt har
interesse for udenforstående.
• Kissmeyer Basic (90 min.): Seks episoder af serien Kissmeyer
Basic der oprindeligt blev sendt på TV-Zulu. Kissmeyer Basic
blev instrueret af Christoffer Boe, og man kan nemt genfinde seriens
stil og humor i Allegro, men derudover har afsnittene i sagens
natur ikke synderligt relevans for filmen.
Chatten mellem Boe og Claro og kommentarsporet er meget
anbefalelsesværdige. Resten af ekstramaterialet kan man sådan set godt
springe over, men de to indslag er til gengæld også så gode, at de i sig
selv kan gøre sig fortjent til fem stjerner.
Karakter
Film:
|
|
Billede og Lyd:
|
|
Ekstramateriale:
|
|
back
|