Release Information
Instruktør: Errol Morris
Premiere: 1. juli 2005
Spilletid: 95 min.

Handling
The Fog of War: Eleven Lessons from the Life of Robert S. McNamara er en fabel af det 20.århundrede; en historie om en amerikansk drømmer, der rejste sig fra ydmyge aner til den politiske magts tinder. Robert S. McNamara var både vidne til og deltager i mange af det 20.århundredes væsentligste begivenheder: Fra den udmarvende depression i30’erne over industrialiseringen i krigsårene til udviklingen af ny krigsførelse og skabelsen af et nyt amerikansk elitestyre. Han var også en idealist, der så sine drømme og ideologier udfordret af den rolle, han spiller i historieskrivningen. Selvom det hverken er et selvbiografisk studie eller en historisk nøjagtig optegnelse, så leverer The Fog of War både nyt biografisk og nyt historisk materiale.

Anmeldelse
De fleste kender nok ordsproget ”Det er menneskeligt at fejle”, men de færreste ved, at pointen faktisk er gemt i tilføjelsen ”…, men skændigt at blive i fejlen”. Budskabet er nemlig ikke, at det er forståeligt, hvis man laver fejl, men at man skal lære af sine fejltagelser, og derved undgå at lave dem igen. Det er præcis det, som Robert S. McNamara, ved i The Fog of War at dele sine erfaringer med andre, vil opnå.

Errol Morris’s interview med McNamara giver et unikt indblik i både kampen mod japanerne under 2. Verdenskrig, Cuba-krisen og Vietnam-krigen. Sine egne oplevelser af disse begivenheder bruger McNamara til at gøre sig en række overvejelser om, hvad der rent faktisk er moralsk forsvarlige handlinger i krig, og desuden opstiller han en række retningslinjer for analyse af problemstillinger. Det lyder måske både kedeligt og belærende, men McNamaras konklusioner er skræmmende aktuelle, og trækker tydelige paralleller til den politiske dagsorden i verden i dag. Ganske vist bliver hverken krigen i Irak eller fangerne på Guantanamo nævnt, men perspektiverne i McNamaras ord er ikke svære at få øje på. 

Det er næsten uvirkeligt, at en mand, der kan huske afslutningen af 1. Verdenskrig, stadig besidder et så knivskarpt analytisk intellekt, men det er ikke mindre end nøjagtigt, hvad McNamara gør. I perioden fra 1961-68 fungerede han som forsvarsminister under præsidenterne Johnson og Kennedy, og var således en af strategerne bag USA’s engagement i Vietnam-krigen.

Hans involvering i krigen gjorde ham til et af mest forhadte mennesker i sin samtid, og det er måske derfor, at han selv så mange år efter stadig sætter grænser for, hvor langt han vil gå i diskussionen af begivenhederne. Han bruger konsekvent ordet ”vi” (altså underforstået den amerikanske administration), når han omtaler de fejltagelser, der blev begået under Vietnam-krigen, og afviser helt at svare på enkelte spørgsmål. Det er imidlertid svært at bebrejde McNamara, at han i sit politiske testamente ikke ønsker at tage ansvaret for den måske største militære og politiske fiasko i amerikansk historie, og man kan som seer selv lægge til og trække fra, når McNamara forklarer. 

Afsnittet om Cuba-krisen er måske det mest markante, og illustrerer frygtindgydende tydeligt, hvor tæt verden rent faktisk var på atomkrig. McNamara fungerede herunder som politisk rådgiver for Kennedy, og i hans udlægning så var det i realiteten den analyse, der konkludere, at russerne ville trække sig tilbage mod en garanti for, at amerikanerne aldrig ville angribe Cuba, der afværgede krigen. Han pointe er, at man er nødt til at kunne forstå sin modstander, for at kunne undgå utilsigtede tilspidsninger af konflikter.

Som et tragisk eksempel på manglende forståelse fremhæver han Vietnam-krigen, som for amerikanerne drejede sig som inddæmning af kommunismen, mens den for vietnameserne var uafhængighedskrig til sidste mand. Resultatet var i sidste ende en eskalering af konflikten, der ødelagde muligheden for en fredelig løsning, og resulterede i tab af millioner af menneskeliv. 

McNamara sætter moralske spørgsmålstegn ved en række handlinger begået af amerikanske styrker. Var afbrændinger af japanske storbyer under 2. Verdenskrig ikke i virkeligheden unødvendige massedrab af civile? General LeMay tilføjer lakonisk at havde amerikanerne tabt krigen, så var de blevet dømt for krigsforbrydelser mod menneskeheden. Var bombningerne af Nordvietnam virkeligt nødvendige?

Det er uhyggeligt, når McNamara påviser, hvor mange mennesker der har mistet livet på baggrund af fejlvurderinger og manglende viden. Den måske lidt kryptiske titel ”The Fog of War” refererer til, at krig har så komplekse konsekvenser, at man aldrig fuldstændigt kommer til at forstå dem. Der er stof til mange timers diskussion i filmen, og selvom man nødvendigvis ikke er enig i alle McNamaras konklusioner, så skylder man sig selv at se The Fog of War, for den rummer en række tankevækkende observationer og overvejelser, der i dag er mere aktuelle end nogensinde. 

Specielt fra filmen:
De 11 teser, som McNamara opstiller, er som følger:
1. Empathize with your enemy.
2. Rationality will not save us.
3. There's something beyond one's self.
4. Maximize efficiency.
5. Proportionality should be a guideline of war.
6. Get the data.
7. Belief and seeing are both often wrong.
8. Be prepared to reexamine your reasoning.
9. In order to do good, you may have to engage in evil.
10. Never say never.
11. You can't change human nature.

Nogle af dem lyder måske trivielle, men når man har set The Fog of War, så vil man forstå alvoren bag dem. 

Karakter            Film:

back