home
thbp
movies
fishing
indernettet
webportal
links
contact



Release Informatio
n
Instruktør: David Cronenberg
Premiere: 14. marts 2006
Spilletid: 92 min.

Handling
Tom Stall (Viggo Mortensen) lever et lykkeligt og tilbagetrukket liv med sin kone, juristen Edie (Maria Bello), og deres to børn i den lille flække Millbrook, Indiana. Familiens idylliske hverdag bliver dog brutalt forandret, da Tom en aften bliver udsat for et røverisk overfald i sin restaurant. Tom nægter at overgive sig, og mobiliserer alt sit mod, og skyder de to tyve for at redde både sig selv og gæsterne i restauranten. Dagen efter er Toms billede på forsiden af alle landets aviser og nyhedsstationer, og han bliver – meget mod sin vilje – hvirvlet ind i en sand mediestorm. Tom er alt andet end begejstret for denne nyvundne berømmelse, og han forsøger indædt at få sin og familiens hverdag tilbage på rette, rolige spor. Men problemerne for Tom og hans familie tårner sig dog for alvor op, da en mystisk mand ved navn Carl Fogarty (Ed Harris) dukker op i byen, og siger, at han kender Tom ved navnet Joey.


Picture copyright © New Line

Anmeldelse
Tom Stall spillet af Viggo Mortensen lever lykkeligt med sin kone og to børn i en lille by i Indiana. Vold er et ukendt element i deres liv indtil den dag, hvor en mand med relationer til organiseret kriminalitet dukker op, og siger, at han kender Tom fra dengang, han under navnet Joey var medlem af mafiaen.

Oplægget taget i betragtning, så ødelægger jeg ikke meget af filmen ved at afsløre, at Tom rent faktisk har en skjult fortid, som hans familie ikke kender til. I instruktør David Cronenbergs fortælling om den amerikanske kernefamilie, så er grænsen mellem det kendte og ukendte, mellem vold og fredelig sameksistens nemlig hårfin, og bag familieidyllen gemmer sig et net af løgn og fortrængninger. 


Picture copyright © New Line

Måske har Joey levet så længe som Tom, at han rent faktisk har fortrængt sit sande jeg, og er det i det hele taget muligt at leve et sådant dobbeltliv? Viggo Mortensen er fremragende i den krævende rolle som Tom Stall, og kunne sagtens havde fået sin karrieres første Oscar-nominering. I det hele taget yder både Ed Harris, William Hurt og Maria Bello alle fremragende skuespilpræsentationer, og de er med til at løfte en i forvejen fortrinlig film.

Særlig Maria Bello i rollen som Toms kone er central for historien, og gennem to ret aparte sex-scener får Cronenbergs fortalt, hvordan vi både frastødes og tiltrækkes af vores voldelige side. Filmen drager i den forstand en direkte parallel tilbage til David Lynchs Blue Velvet, der ligeledes satte bagsiden af det amerikanske samfund under lup. A History Of Violence er en både chokerende og skræmmende historie, som mange sikkert vil have brug for at se to gange for helt at kaprere. Men ikke mindst så er det en fremragende film, som fortjener de varmeste anbefalinger herfra. 


Picture copyright © New Line

Lyd & Billede
Farverne er skarpe og klare, og der er intet, der forstyrrer nydelsen af Peter Suschitzkys fremragende cinematografiske arbejde med filmen.

Lyden er centreret omkring centerhøjtaleren, men alle højtalerne kommer i brug, og der er ikke noget at udsætte på lydsporet.

Lydformat: Dolby Digital 5.1: Engelsk

Billedformat: 1.85:1 Anamorphic Widescreen  


Picture copyright © New Line

Ekstramateriale
Det glimrende ekstramateriale består af:

• Kommentarer af instruktør David Cronenberg: Cronenberg har efter min smag en tendens til at udpensle historien i de enkelte scener, men ellers er det et spændende kommentarspor, hvor han får sat A History of Violence ind i en sammenhæng med sine øvrige produktioner.

• Acts of Violence (66 min.): Et omfattende ”bag kameraet”-program hvor filmens produktion bliver gennemgået med udgangspunkt i 8 (voldelige) nøglescener – deraf titlen. Der er interviews med bl.a. Cronenberg og Viggo Mortesen, og man får en glimrende indblik i filmen, og de ideer der ligger bag den.

• Deleted scene 44 (3 min.): En drømme-sekvens, hvor Ed Harris’s figur bliver skudt med et jagtgevær, som Cronenberg klippede ud af filmen, da han mente, at den virkede forstyrrende for forståelsen af filmen. 


Picture copyright © New Line

• The unmaking of scene 44 (7 min.): Et lille program om optagelsen af ovenstående slettede scene.

• United states version vs international version (1½ min.): Sammenligning af to korte sekvenser af filmen der i den amerikanske version blev gjort mindre blodige p.g.a. problemer med filmcensuren.

• Too commercial for Cannes (9 min.): Et besøg på Cannes Filmfestivalen i selskab med David Cronenberg

• Trailers

Der er intet fyld eller irrelevante indslag blandt ekstramaterialet, og man får et spændende indblik i produktionen af en fremragende film. Det kan ikke gøres meget bedre! 

Karakter

Film:

Billede og Lyd:
Ekstramateriale:

back