Release Information
Instruktør: Craig Brewer
Premiere: 21. april 2006
Spilletid: 117 min.

Handling
DJay (Terrence Howard) har det i munden. Han kan overtale enhver, og munden står ikke stille på ham, når han skal sælge noget uanset, om det er sine piger eller lidt græs. Men samtidig står han i en midtlivskrise, hvor han ikke synes, han har nået det, han kunne. Det lykkes ham at besnakke en gammel skolekammerat, Key (Anthony Anderson), der er lydtekniker, til at indspille et demobånd. Hans tekst og hans rytme – hans flow – er godt, og så er der jo lige det, han hævder, at han kender hip-hop stjernen Skinny Black (Ludacris), som kan give båndet til de rigtige mennesker. Det bliver starten på et mærkeligt samarbejde, hvor DJay og Key forsøger at indspille musik i et interimistisk studie i soveværelset, mens hans piger betaler regningerne. Men det hele vil være forgæves, hvis DJay ikke får overbevist Skinny Black til at hjælpe...

Anmeldelse
Der bliver hvert år produceret adskillige film, der udspiller sig i de amerikanske ghettoer, men de fleste af dem er præget af stereotype kriminelle og klichefyldte historier. Det seneste eksempel på en sådan film fik vi med Get Rich Or Die Tryin’, hvor 50 Cent spillede hovedrollen.

Get Rich handlede ligesom 8 Mile med Eminem om en rapper, der brugte musikken som et springbræt ud af fattigdommen. Det er den samme grundstamme, som Hustle & Flow er bygget op omkring, men trods de umiddelbare ligheder så har den faktisk ikke meget tilfælles med de to førnævnte film. Dertil er Hustle & Flow med sin blanding af rå realisme og nuancerede personportrætter ganske enkelt en helt anderledes helstøbt filmoplevelse. 

Filmen tegner et præcist og til tider også usympatisk billede af den aldrende alfons DJay, der godt er klar over, at han kun har en chance tilbage, hvis det skal lykkes ham at få noget ud af tilværelsen. DJay spilles af Terrence Howard, der modtog en meget fortjent Oscarnominering for rollen. Han yder en kraftpræstation som DJay, og det er i høj grad hans fortjeneste, at filmen bliver så medlevende. Selvom en alfons normalt ikke lige er den, man identificerer sig med, så ender man alligevel med at fatte sympati for DJay og forstå hans desperate handlinger, hvilket kan tilskrives Terrence Howards udtryksfulde ansigt.

Det spilles i det hele taget fremragende i alle roller, og man må tage hatten af for både Anthony Anderson og DJ Qualls, der hidtil udelukkende har haft små ligegyldige roller som ”comic relief”, men her viser, at de faktisk er glimrende skuespillere, når de får chancen. 

Musikken i filmen er et kapital helt for sig, og hvis man bare har den mindste forkærlighed for rap-musik, så er det svært ikke at lade sig rive med af numre som Whoop That Trick og It's Hard Out Here For A Pimp. Sidstnævnte sang spiller også en central rolle for handlingen, og er med til at forklare det specielle forhold mellem DJay og de tre prostituerede, han bor sammen med. Han er økonomisk afhængig af pigerne, men hader dem for den alfons, de gør ham til, og holder dog alligevel stadig inderst inde af dem.

Det er et kompleks forhold, som egner sig bedre til at blive oplevet end beskrevet. I det hele taget er det rart at se en film om ”det sorte USA”, der forholder sig fordomsfrit til sine personer, og forsøger at give en nuanceret beskrivelse af deres tilværelse. Slutning bliver noget brat, og skiller sig uheldigt ud fra resten af filmen, men bortset fra den så er Hustle & Flow den mest vellykkede film om livet i ghettoen siden Spike Lees Boyz n the Hood. 

Karakter Film:

back