|
|||||||
Release Information
Filmen udspiller sig under det britiske kolonistyre i år 1983 i den lille landsby Champaner i delstaten Gujarat. Her venter bønderne på, at monsunregnen vil bringe liv til deres svedne afgrøder, men uden held. Og for at gøre ondt værre beslutter den arrogante britiske kommandant kaptajn Russell at fordoble årets tiende af høsten - den såkaldte ”lagaan”. Bønderne har ingen penge til at betale skatten, så kaptajnen tilbyder dem en aftale: Hvis de kan slå hans officerer i cricket - den hvide mands sport - skal de få lov at slippe for at betale lagaan i tre år.
Bønderne ved, de ingen chance vil have i en cricketmatch, men den trodsige bonde Bhuvan accepterer på hele landsbyens vegne væddemålet, og meget mod deres vilje må de fattige bønder i gang med at lære et helt nyt spil at kende. De engelske officerer bekymrer sig ikke om de fattige inderes skæbne, men kaptajn Russells søster Elizabeth, der lige er kommet til landet, beslutter sig for at hjælpe bønderne, så de i det mindste vil få en fair chance for at vinde kampen. Og så er scenen ellers sat til det store opgør, der helt i Gandhis ånd bliver udkæmpet uden våben, men derimod på cricketbanen.
Lagaan har undertitlen
Once Upon a Time in India, hvilket er en direkte reference til
Sergio Leones klassiker Once Upon a Time in The West, hvor
opgøret mod tyranniet blev udkæmpet i blodige skuddueller. I Lagaan
har Indiens nationalsport cricket overtaget den rolle, og selvom de
færreste danskere kender til reglerne i den sportsgren, så lærer man de
mest centrale, da Elizabeth introducerer inderne til sporten.
Visuelt er filmen en sand fryd
for øjet, og selv de obligatoriske Bollywood-dansenumre, der ofte virker
som en afbrydelse af filmen, fungerer som en integreret del af
historien. I det hele taget er Lagaan meget velgennemarbejdet, og
der hviler en varm humor over hele filmen.
Scenografien, musikken, skuespillet og historien løfter sig til en unik oplevelse, og selvom du måske aldrig tidligere har set en indisk film, så snyd dig for alt i verden ikke for Lagaan - Once Upon a Time in India. Det er et sandt mesterværk!
|