home
thbp
movies
fishing
indernettet
webportal
links
contact



Release Information
Instruktør: Willard Carroll
Premiere: 5. februar 2008
Spilletid: 111 min.

Handling
Den amerikanske andenrangs-skuespiller Marigold (Ali Larter) kommer til Indien uden sin kuffert, men med en elendig indstilling i bagagen. Hun svigtes af sin egen agent, der er træt af hendes primadonnanykker. Da hendes seneste film går i vasken på grund af manglende finansiering, er hun strandet i Goa og desperat efter at få et job, så hun kan betale sin hjemrejse. Hun får en birolle i en Bollywood-musical, og det varer ikke længe, før hun hvirvles ind i den glitrende, glamourøse verden. Da hun lærer filmens stilfulde koreograf Prem (Salman Khan) at kende, gennemskuer han hendes hårde facade...


Picture copyright © SF-Film

Anmeldelse
Den forkælede amerikanske sangerinde kommer til Indien og går så grueligt meget igennem, inden hun blandt østen mystisk finder kærligheden og sit sande jeg. Ret meget mere suppe kan der ikke koges på historien i Marigold, der med ét ord bedst kan beskrives som forudsigelig.

Ali Carter, der selv har en del tvivlsomme film bag sig, spiller b-filmstjernen, Marigold, der er draget til Indien for at indspille Kama Sutra 3. Filmen bliver imidlertid ikke til noget, men i stedet møder hun dansekoreografen, Prem, spillet af Bollywood-flødebolden Salman Khan, og får en rolle i en Bollywoodfilm. 


Picture copyright © SF-Film

De to falder selvfølgelig pladask for hinanden, om end historien aldrig rigtigt får forklaret, hvorfor Prem er så forgabt i den uforskammede amerikanske skuespillerinde. Kemien mellem Carter og Khan slår heller ikke ligefrem gnister, og Khan virker underligt famlende i rollen som Prem. Ali Carter udspiller ham fuldstændigt, når hun ruller sig ud som forkælet skuespillerinde, og det er på baggrund af filmen ret svært at forstå, at Khan regnes blandt Bollywoods største stjerner.

Marigold har sine underholdende øjeblikke, men den er alt for forudsigelig til nogensinde at komme til at fungere som komedie. Det sjove går ret hurtigt af en film, når man kan forudse næste scene længe inden, handlingen er kommet så lang. En velfungerende kloning af Bolly- og Hollywood har vi stadigt til gode at se.  


Picture copyright © SF-Film

Lyd & Billede
Visuelt er filmen en fornøjelse, og det ene farverige billede fra Indien afløser det andet. Farvegengivelsen er stort set optimal, og der er heller ikke nogle problemer med filmens mørkere scener. Lydsiden er ikke overraskende domineret af indisk musik, om end de fleste numre tydeligvis er blevet gjort mere let tilgængelige for et vestligt publikum.

Lydformat: Dolby Digital 5.1: Engelsk

Billedformat: 16:9 Anamorphic Widescreen 


Picture copyright © SF-Film

Ekstramateriale
Bortset fra nogle trailers for andre film så er der intet ekstramateriale på discen. 

Karakter

Film:

Billede og Lyd:
Ekstramateriale:

back