home
thbp
movies
fishing
indernettet
webportal
links
contact


 

Release Information
Premiere: 29 January 1964 (USA)
Instruktør: Stanley Kubrick
Spilletid: 93 min.

Handling
Overbevist om at kommunisterne forurener USA's befolknings kropsvæsker, indleder den vanvittige general Jack D. Ripper (Sterling Hayden) et overraskelsesangreb på USSR med atomvåben. Hans næstkommanderende, Kaptajn Mandrake (Peter Sellers), prøver desperat at få fat i tilbagekaldelseskoderne for at forhindre bombeangrebet. I mellemtiden har USA's præsident Merkin Muffley (Sellers igen) travlt på den varme linie med at overbevise en fordrukken russisk premierminister om, at det forestående angreb bare er en fjollet fejl, samtidig med, at præsidentens rådgiver (og ex-nazistisk videnskabsmand), Dr. Strangelove (Sellers endnu engang) bekræfter eksistensen af den frygtede Dommedags-maskine - et nyt og hemmeligt russisk gengældelsesvåben, der med sikkerhed vil gøre en ende på den menneskelige race for altid.


Picture copyright © Sony Pictures

Anmeldelse
Dr. Strangelove er optaget i sort/hvid, og så modsætningsfyldt er dens historie også. Det er historien om atombomben – det ultimative irreversible magtvåben. Nogle sekvenser er næsten dokumentariske i natur, men samtidig er det også en grotesk komedie, hvor personerne bærer navne som Jack D. Ripper, Alexi de Sadesky, Kissoff og ikke mindst Dr. Strangelove.

Det var oprindeligt meningen, at filmen skulle have været en nervepirrende spændingsfilm, men som arbejdet med manuskriptet skred fremad indså instruktør Stanley Kubrick, at den eneste måde at forholde sig til et så alvorligt emme som atomkrig var ved at lave en komedie.


Picture copyright © Sony Pictures

Der er allerede blevet skrevet mange rosende ord om Peter Sellers fænomenale præstation i rollerne som tre på mange måder vidt forskellige personer. Fra den næsten selvudslettende præsident Merkin Muffley over den rolige engelske gentleman, Kaptajn Mandrake, til den maniske Dr. Strangelove.

Men Sellers er langt fra den eneste skuespiller, der brillerer i filmen. George C. Scott der i Patton med stor autoritet så mesterligt portrætterede en af 2. Verdenskrigs største personligheder, minder i rollen som General Buck Turgidson mest af alt om en tegneseriefigur, og er i høj grad med til bidrage til filmen næsten psyrealistiske univers. George C. Scott følte selv, at Kubric pressede ham til at overspille sin rolle, men han har sidenhen udtalt, at det er en af de bedste præstationer, han har ydet som skuespiller.


Picture copyright © Sony Pictures

En af grundene til Dr. Strangelove som komedie fungere så godt er, at alle skuespillerne spiller som om, der var tale om en seriøs film. Slim Pickens blev i sidste øjeblik kaldt ind for at besætte rollen som den nationalistiske pilot T.J. "King Kong”, men Kubric fortalte ham ikke, at ham medvirkede i en sort komedie.

Det er svært i dag at forestille sig, hvor provokerende filmen var, da den havde premiere. John F. Kennedy var blevet myrdet få måneder forinden, og Cuba-krisen var stadig frisk i erindringen, men det til trods så virker filmen stadigt forbavsende frisk og dynamisk. Replikkerne er knivskarpe, og manuskriptets politiske kommentarer er stadigt relevante. Dr. Strangelove er en film, man bare skal se.


Picture copyright © Sony Pictures

Lyd & Billede
De fleste udgivelser af filmen - inklusive den her anmeldte - har et varierende aspekt ratio i forholdet 1.33:1 til 1.66:1, selvom sidstnævnte er filmens oprindelige format. Kubric optog filmen med forskellige kameraer, og derfor blev ikke alle scener optaget i det samme format. Tidens tand har sat sit præg på transferet, men i betragtning af at filmen er fra 1964 er billedet ganske udmærket.

Filmen blev optaget i mono, men da filmen primært er dialogdrevet er det fuldt ud tilstrækkeligt.


Picture copyright © Sony Pictures

Ekstramateriale
Den her anmeldte special edition indeholder følgende ekstramateriale:

• The Art of Stanley Kubrick: From Short Films to Strangelove

• Inside the Making of Dr. Strangelove

• Slit-screen interview with Peter Sellers and George C. Scott

• Original Advertising Gallery

• Filmografier

• Theatrical Trailers

Filmen er også udsendt i en ”40th Anniversary Edition”, der indeholder yderligere bonusmateriale, men man får en glimrende introduktion til filmen via ovenstående. ”Inside the Making of Dr. Strangelove” er godt 45 minutter lang, og indeholder flere spændende informationer om produktionen ligesom der er stillbilleder fra en lagekagekamp, der oprindeligt var tænkt som afslutning på filmen. Ellers er det mest interessante bonusmateriale nok interviewet med Sellers og Scott, der både er underholdende og informativt, men også illustrere hvor stort et komisk talent Sellers besad.

Karakter

Film:

Billede og Lyd:
Ekstramateriale:

back