Release Information
Instruktør: Stephen Gaghan
Premiere: 17. februar 2006
Spilletid: 120 min.

Handling
Det handler om noget, der berører os alle hver eneste dag. Nemlig det sorte guld der springer op af undergrunden i Mellemøsten, og som former vores politiske hverdag. Vi ser, hvordan USA indgår hemmelige aftaler med olie-industrien og derved ubevidst – eller bevidst – i kølvandet på disse skaber terrorisme. Vi følger sideløbende forskellige personer og det utrolige komplekse puslespil, der udspiller sig.

Sheiker og olie-arbejdere; udsendte regerings-inspektører og internationale spioner; rige og gamle; berømte og ukendte – alle spiller deres lille rolle i det enorme og komplekse spil, som giver olie-industrien magt, og ingen indser det sande omfang, af den eksplosive effekt deres liv vil have på verden. 

Der er uden tvivl anmeldere, der om Syriana vil skrive, at det er en rodet og uoverskuelig film, der mangler enhver form for rød tråd. Det har de fuldkomment ret i, men de overser derved også hovedpointen med Syriana; Der er ingen, der rigtigt kan overskue det komplekse sammenspil af interesser, der i Mellemøsten bestemmer beslutningsprocessen, og derfor ville det heller ingen mening give at lave en film med en enkel lineær fortalt historie.

Instruktør Stephen Gaghan har i stedet opbygget Syriana som en serie af parallelhistorier, hvor de fleste på overfladen ingen indbyrdes sammenhæng har. Filmen starter ved et cocktail-party i Teheran, hvor pigerne render rundt i blondeundertøj, og sprut og stoffer flyder i rigelige mængder. En af pigerne forlader festen, og skifter i entreen fra højhælede sko og en kort kjole til sandaler og traditionel muslimsk beklædning, inden hun begiver sig ud på gaden – så er kontrasterne ligesom trukket op. 

Derfra bevæger filmens fokus sig videre til en ældre CIA-agent spillet af en til lejligheden 15 kilo tungere George Clooney. Han har til opgave at lokke en gruppe terrorister i en fælde, men planen går galt, og de slipper væk med et operationsdygtigt missil. Clooney er det tætteste filmen kommer på en hovedperson, og han leverer sin karrieres ubetinget bedste præstation. Han spiller sin rolle med en sælsom blanding af alvor, bekymring og vrede, og udvisker fuldstændigt sit ”glamour-image” fra Ocean’s 11 og 12-filmene.

Resten af skuespillerne tæller bl.a. Chris Cooper, William Hurt, Christopher Plummer og Matt Damon, der hver især spiller deres egen lille rolle i kampen om olie-milliarderne. Historien giver ikke en positiv fremstilling af nogle af sine personer – uanset om de er sheiker, forretningsfolk eller amerikanske embedsmænd. Damon, der spiller en ung forretningsmand, der har til opgave at forhandle kontrakter på plads for et udenlandsk firma, er måske det tætteste, man kommer på en sympatisk figur, men han ender alligevel med reelt at bytte hans afdøde søn for en ny kontrakt til det firma, han arbejder for. 

Både historien og designet minder på mange måder om Traffic, som instruktør Stephen Gaghan i sin tid skrev manuskriptet til. Billederne er flakkende og overbelyste, og der hviler en konstant uro over filmen, der gang på gang drejer i nye retninger. De konstante fokusskift betyder imidlertid også, at filmen aldrig – emmerne til trods – for alvor bliver kontroversiel. Den er kritisk overfor alle fra CIA og de multinationale firmaer til islamisterne og de fattige arbejdere i olie-felterne, og skyder med en slags politiske spredehagl, der aldrig rigtigt bider nogle steder. 

Man bliver stopfodret med information i løbet af filmens to timers varighed, men man skal ikke forvente at være blevet klogere, når man forlader biografen. Problemstillingerne er ganske enkelt for komplekse og uoverskuelige, men man er helt sikkert blevet forvirret på et højere plan, og det er i virkeligheden ikke så tosset endda.

Specielt fra filmen
Filmen er inspireret af CIA-agent Robert Baers erindringer See No Evil: The True Story of a Foot Soldier in the CIA’s War on Terrorism – på dansk udgivet under titlen Blændet.

Karakter Film:

back