
Release Information
Instruktør: Barbara Kopple
Premiere: 7. Marts 2006
Spilletid: 88 min.
Handling
L.A. er kontrasternes by. Fra ludfattig bandeinficeret ghetto til
glitrende rigdom og overdådig luksus i kvarterer som Pacific Palisades.
Her lever teenagerne Allison (Anne Hathaway) og Emily (Bijou Phillips)
sammen med deres venner en luksustilværelse, men de har et problem; De
keder sig, og derfor leger de gangstere, og taler kun slang til
hinanden. Deres liv er som taget ud af en musikvideo. Tung, tung hip-hop
dunker døgnet rundt, og alkohol, narko, sex og vold er en del af deres
liv. Men det er uægte og påtaget og ikke rigtig farligt. Derfor søger
Allison sammen med nogle veninder en aften downtown for at opleve kicket
fra ”the real thing”...

Picture copyright ©
New Line Cinema |
Anmeldelse
Kender man kun Anne Hathaway fra hendes roller som prinsesse i The
Princess Diaries og Ella Enchanted, så kan man virkeligt se,
hvor radikalt et karriereskift rollen som den forkælede og forvirrede
teenager Allison i Kaos har været for hende. Der er nemlig ikke
meget uskyldsren fantasiverden over Kaos, der handler om en flok
unge teenagere, der i søgen efter en identitet har skabt deres egen
kunstige gangsterverden.
I virkeligheden lever teenagerne en overklassetilværelse uden forståelse
for eller tilknytning til den virkelige ghetto, men en aften beslutter
hovedpersonen Allison sig sammen med tre veninder for at forlade
rigmandsvillaerne i Pacific Palisades og køre til de fattige forstæder.
Her møder de nogle latinamerikanske narkohandlere, og selvom Allison
mest af alt er skræmt fra vid og sans, så bliver hun også fascineret af
deres sammenhold og livsstil. Hun føler sig levende i blandt dem, men
hun har ikke overvejet, at beboerne i ghettoen på ingen måde betragter
hende som en del af deres verden, og at hendes illusioner er dømt til at
briste.

Picture copyright ©
New Line Cinema |
Det er Stephen Gaghan, der
sammen med Jessica Kaplan, har skrevet filmens manuskript. Gaghan har
tidligere skrevet både Traffic og Syriana, og selvom
Kaos er en langt mere enkel historie, så rummer den ligeledes et
kontroversielt syn på dagens Amerika. Kontrasten mellem de rige
luksuskvarterer og den fattige ghetto er i sig selv slående, men filmen
skildrer også, hvorledes politiet aktivt spiller en rolle for at bevare
de (usynlige) grænser, som opdeler samfundet.
Kaos rummer stof til eftertanke, men historien er desværre i sig
selv ikke særligt velfortalt. Det er svært at skildre en folk teenagere,
der lever i en fiktiv gangsterverden, og undgå, at de kommer til at
fremstå som parodier på sig selv, og det problem får filmen aldrig
rigtigt løst. Man kommer ikke rigtigt til at interesser sig for
personernes skæbne, og bedre bliver det heller ikke af, at Anne Hathaway
ikke er noget specielt stort skuespiltalent. Kaos bliver derfor
aldrig rigtigt vellykket, men dens historie rummer på den anden side
også så mange interessante ideer, at filmen faktisk er værd at se
alligevel.

Picture copyright ©
New Line Cinema |
Lyd & Billede
Det er en blanding af ny og ældre rap- og hip hop-musik, der præger
lydsiden af Kaos, hvilket skaber et levende lydmix, der
understøtter filmen fint.
Billederne fra ghettoen er holdt i dunkle rødlige toner, mens kolde lyse
farver præger billederne fra rigmandskvarteret, Pacific Palisades. Der
er ingen komprimeringsfejl eller ridser, så der er ikke noget, der
skulle forstyrre filmen.
Lydformat: Dolby Digital, DTS 5.1: Engelsk
Billedformat: 1.85:1 Anamorphic Widescreen

Picture copyright © New Line Cinema |
Ekstramateriale
Der er ligesom på de udenlandske udgivelser af filmen ikke andet
ekstramateriale end nogle trailers. Ydermere er den danske version,
udover den håbløse titel Kaos, blevet forsynet med et cover, der
langt væk skriger af b-film. Det er synd, hvis coveret skulle afskrække
folk fra at se filmen, for Havoc (det hedder den rigtigt!) har
fortjent en bedre skæbne.
 |
 |
US DVD cover
|
DK DVD cover
|
|
Karakter
Film:
|
 |
Billede og Lyd:
|
 |
Ekstramateriale:
|
 |
back
|