Der har fra tid til anden været kritiske røster fremme angående kvaliteten, men ikke kvantiteten, af mine lystfiskeranekdoter.  En af de mere gennemgående anker har været, at der ikke synes at være nogen egentlig eller påviselig sammenhæng mellem det berettede og den virkelige hændelse. Jeg kunne nu føre defensorat og slå på, at virkeligheden altid opfattes subjektivt, og derfor ikke kan gengives objektivt. Man kunne citere: "Der findes ikke historie, kun historikere" (Nu har jeg så indbygget en lille quiz, for hvem er det lige, som jeg citerer? Send svaret til: pequod@jubii.dk og vind noget ubrugeligt bras).

Men denne linje vil jeg nu ikke tage, ej heller vil jeg forsvarer mig med, at lystfiskernes løsagtige forhold til sandheden gennem århundreder har vundet hævd, og jeg derfor ikke kan klandres uden, at man samtidigt tager et Anders-Fogh-Rasmussensk opgør med denne stolte lystfiskertradition, og pænt siger: "undskyld" til alle eventuelt implicerede parter. Ingen af disse muligheder vil jeg tage i brug, idet jeg aldrig har berettet en eneste løgn til mine læsere. Jeg har i enkelte tilfælde omskrevet ubetydelige detaljer for at få fortællingen til at glide bedre ned og give mere mening, men jeg har aldrig bevidst fortalt noget, der var direkte usandt - i hvert tilfælde ikke på disse sider.

Men for at komme al fortidig kritik i møde præsenterer jeg her en fuldstændig sandfærdig historie, hvor jeg ikke har gjort andet end at redigere de kedelige passager, hvor der ikke sker en fis, bort, for ikke at kede læseren mere end nødvendigt. Men alt det andet er den uskinbarlige sandhed; Der er ikke pyntet på noget, hvilket jeg sætter hele min hævdvundne integritet og endnu ikke anerkendte spejderære som garanti for.

Den efterfølgende saga udspiller sig i og omkring en lille sø i Dalarna i Sverige. Søen hedder Säfstjärn og den nærmere beliggenhed skal vi ikke komme ind på.  En anden hævdvunden tradition indenfor lystfiskernes broderskab er nemlig retten til at hemmeligholde et godt fiskevands nærmere geografiske placering for andre lystfiskere.

Men her fiskede jeg altså 2½ dag, og fangede en fisk som slap væk; og blev iagttaget af en ældre elgko. 

Den første episode, der indtræf, som jeg vil delagtiggøre læseren i, er denne:
Jeg har affisket en stor del af søen, og bevæger mig nu langsom tilbage over det samme fiskevand, for at se om en fisk skulle have overset min Mepps-spinner (kendt fra historien om mit fiskeeventyr i Ebeltoft, se det kan man da kalde intertekstualitet(1)). Jeg må hellere dvæle lidt ved mit udstyr. Hjulet er som altid mit trofaste Daiwa, der nu har nogle år på bagen, men stadigt fungerer upåklageligt. Nok har det ingen kuglelejer, og ganske vist er det lavet af støbejern eller et tilsvarende tungt materiale, men det er pålideligt og uopslideligt.

Min stang er min 9 fods Silstar, der både er tung og stiv som en betondrager, men som jeg behersker som William Blake beherskede verset. Jeg kan måske ikke kaste helt så langt, som jeg ville kunne med en mere fleksende stang, men jeg kan med millimeter pression placere mit agn. Linen var i begyndelsen en Daiwa 0.20'er med en brudstyrke på 2 kg, men den skiftedes senere resolut til en 0,25. Og ja, det er paradoksalt, at en person, der insisterer på at fiske med tungt kystfiskergrej i en mindre svensk skovsø, vælger en selvmorderisk tynd line, men jeg har aldrig givet udtryk for at være en endimensional personlighed.

Men tilbage til vores historie, som jo er en virkelig historie. Jeg lægger an til et kraftigt overhåndskast, men i det jeg sender spinneren af sted udover det okker gule vand, i det spinkle håb at kroge en uskyldig fisk, ryger den øverste halvdel af min stang med i kastet, og rammer vandet med et hørligt plask få meter ude i søen. Jeg står nu der og ligner en idiot, med en halv havstang og et fåret udtryk i ansigtet. Det første jeg gør, er at sikre mig, at ingen har set min fadæse. Jeg kikker mig hurtigt omkring, men ingen synes at have lagt mærke til min mindre udstyrsrelaterede defekt. Jeg kan høre, at ingen griner hånligt og larmende, og haler i al stilhed linen ind, og får derved bjerget den øverste halvdel af min stang på land, og fortsætter som om intet var hændt.

(1) cf. Abrams, M. H.: A Glossary of Literary Terms, 7^th edition, § 317